Ugens annonce
Annonce

15

feb
2010

Kommunikation - også ved jobsamtalen

Inden du træder ind til din måske fremtidige chef - eller tager imod din kommende medarbejder for første gang, kan det være rart at vide lidt om kommunikative virkemidler. Så har du også mulighed for at optimere din egentilstand og indvirke endnu bedre på udfaldet af samtalen. Måske du selv har lagt mærke til, hvordan mennesker, der kender hinanden godt, nærmest har en indforståethed og endda kan have et meget matchende kropssprog. Vi taler om at have kemi, at svinge godt sammen og være på bølgelængde. Det kaldes rapport, når man skaber tillid og forbindelse med et andet menneske. Og du kan selv gøre dit for at skabe dette. Også ved din næste jobsamtale.

Kommunikation består af 7% ord, 38% er tonalt, og resten er kropssprog. Kun 7% er altså de ord, vi bruger. Og som vi alligevel sjældent vælger med omhu. Tankevækkende, ikke?

Du kan heldigvis gøre meget selv for at skabe rapport. Ved at være nysgerrig og kalibrere dine medmennesker, kan du tune dig ind på, hvilket slags menneske du sidder overfor. Se på vedkommendes øjne og pupiller, åndedræt, hænder, ansigtsmuskulatur og skuldre. Hvad fortæller de dig? Sidder personen med afslappede eller spændte muskler? Er åndedrættet roligt og regelmæssigt eller hastigt og uregelmæssigt? Og hvordan med stemmen, tonelejet, rytmen og vejrtrækningen? Virker han konstaterende, udfordrende, nysgerrig eller? Bruger han mange visuelle, auditive eller kinæstetiske ord? Lægger du alle dine observationer sammen, har du større mulighed for at målrette dine virkemidler med din egen personlighed i centrum. Det kan være, at du selv er meget visuelt anlagt og derfor naturligt matcher på dette område, eller at du har en rolig energi omkring dig, som du måske med fordel kan peppe lidt op, hvis du sidder overfor en med en mere aktiv energi. Det viser også, at du er dygtig til at aflæse mennesker og skabe rum for rapport. Vær dog altid sand mod dig selv og husk på, at du ikke skal være noget, du ikke er.

Samtidig kan du være opmærksom på din egen indre kommunikation og fokus, for dette vil uden tvivl afspejle sig i dit sprog. Derfor er det vigtigt at være kongruent, også så du fremstår troværdig og ærlig. Er du f.eks. nervøs, er det ok at fortælle det, da det alligevel vil skinne igennem.

Husk desuden at tage ansvar for, hvad du personligt har brug for: Er det at gå en tur eller tage lidt tid alene inden samtalen, drikke et glas vand og samle dig et øjeblik eller andet, så tag dig tiden til det. Under selve samtalen har du også mulighed for at stille spørgsmål, så overvej gerne forinden, hvad der er vigtigt for dig at få belyst. Det viser, at du tager samtalen alvorligt og har forberedt dig.

Vil du vide mere om dine muligheder for at stå stærkt ved en jobsamtale, er du velkommen til at kontakte os. Kontaktoplysninger finder du i øverste bjælke.

  • Cecilia Byrnak
  • Cecilia Byrnak
    Account Manager